Digitale spil

21. november

Vi hørte om hvordan interessen for computerspil gennem de seneste 20 år er eksploderet, især hos børn og unge. Vi blev præsenteret for forskellige genre af computerespil, hvorefter vi skulle på to for skellige game lab’s. Vi valgte selv, hvilken form for spil vi ville prøve. Der var blandt andet mulighed for at afprøve Nintendo WII, playstation, IPad og computerspil som World of Warcraft, Counterstrike og Pixeline.

I det første game lab skulle vi fokusere på hvad vores umiddelbare oplevelse af spillet var, samt hvordan det var at være en gruppe der skulle spille spillet sammen. Min gruppe spillede på IPad, hvor vi valgte spillene Fruit Ninja og Cut the Robe. Cut the Robe var et sjovt spil hvor man skulle tænke over, hvordan man kunne gennemføre spillet og det var oplagt at samarbejde om at gennemføre banerne. Fruit Ninja var nemt og enkelt. Man havde mulighed for at konkurrere mod hinanden i gruppen ved at se, hvem der fik flest point. Spillet tager ikke lang tid, og det er derfor oplagt at være mange der skiftes til at spille. Der er desuden en mulitplayer funktion, hvor man kan sidde overfor hinanden med IPad’en mellem sig, og spille mod hinanden. Vores kriterier for valg af spil var at det skulle være nogle små arkadespil, uden for mange instruktioner. Det skulle være lige til at finde ud af, således vi kunne gå i gang med det samme.

For at man kan bruge computerspil i pædagogisk praksis, er man nødt til som pædagog, at kunne sætte rammer. Det kan fx være at der er tidsbegrænsning på, hvor længe børnene spiller ad gangen. Man skal kunne se de gode ting ved spillet. Det kan blandt være, at kunne se, hvordan børnene samarbejder om at klare banerne. For at opfordre børnene til også at lave noget andet kan man forsøge at lave computerspillet som en leg i virkeligheden. Det kan fx være en workshop, hvor man hjælper dem med at lave våben (kan let laves ud af en pind, skum og gaffatape) hvorefter man arrangerer en rollespilsleg. Man kan også arrangere en tur ud og spille paintball (klubbørn) – det minder rigtig meget om spillet CounterStrike.

Alle spil er mærket med det såkaldte PEGI mærke. På spillets kassette er der et mærke med en alder, hvorefter det er mærket hvad spillet indeholde hvorfor det derfor ikke er egnet til børn der er yngre end PEGI mærkets tilrådelige alder. Distributøren af spillet bestemmer i samråd med pædagoger og medieråd, hvad PEGI mærkningen skal være. Derfor er der nødvendigvis ikke samme mærkning af samme spil i fx USA og Europa. Som pædagog er det vigtigt at forholde sig til PEGI mærkningerne. Hvad børnene får lov til at spille hjemme, er forældrenes ansvar, men i institution er man nødt til at sætte grænsen på en anden måde. Nogle børn må måske gerne spille spillet, mens andre børn ikke må. Man er derfor nødt til at sætte laveste mindstemål, således at alle børn må spille de spil der er i den pågældende institution. Man kan jo ikke forhindre, at enkelte børn ikke går ind i et rum hvor der spilles fx CounterStrike og derfor, er man altså som pædagog nødt til at rette sig efter PEGI mærkningen. En anden mulighed er, at man kan tage emnet op på et forældrebestyrelsesmøde, hvor forældrene selv kan diskutere det. Her kan de efterfølgende blive enige om, hvilke spil der må spilles i institutionen.

Følgende er en kort gennemgang af de forskellige genre:

Actionspil er fx first person shooter spil som CounterStrike eller det gamle spil Doom. Man skal have hurtige reflekser både motorisk og mentalt og man skal kunne mestre teknologien. Spillene spilles ofte sammen med andre, det kan fx over internettet eller via eget hjemmenetværk. Her er det en forudsætning at man er i stand til at analysere og vurdere sin modstander således at man fx kan regne ud, hvor sin modstander har gemt sig. Actionspil handler oftest om en form for kamp hvor spilleren er en helt, der bekæmper sin fjende. Under  actionspil hører også spil platformsspil som Super Mario, Sportsspil men også mange arkadespil som fx Tetris.
Lige præcis i forhold til Tetris hørte vi om en interessant opdagelse. Hvis man har spillet meget Tetris, er man bedre i stand til at få ting til at passe sammen og til at samarbejde. Når man har siddet længe og spillet, og man nærmest er i en meditativ tilstand hvor man så at sige ikke tænker, mens man tænker, opnår man ofte denne egenskab.

Adventurespil har ofte en stærk fortælling. Det kan være en detektiv historie, hvor man på en mission skal finde spor og løse en opgave. Adventurespil lægger ofte op til kulturelle fællesskaber, som det fx finder sted i World og Warcraft. Når man spiller adventurespil skal man bruge sin logiske tænkning og omtanke til at løse gåder, samle og kombinere spor. Det er desuden vigtigt at have masser af tålmodighed.

Strategispil er spil hvor det kræves at man har overblik og at man er i stand til at prioritere, analysere samt at man har et isometrisk perspektiv, altså, at man er i stand til at kombinere identifikationer med overblik. Et spil som Championship manager er et strategispil. Her er man selv træneren der skal styre sit hold i ligaen, sørge for at skifte ud, lave den rigtige opstilling samt sørge for, at købe de rigtige spillere.

Simulationsspil er spil der er lavet så tæt på virkeligheden som muligt. Det kan være fly – eller bil spil. For at få den bedste virkning, er det en god ide at have det rigtige tilbehør. Det kan være rat, pedaler og gear til et bil spil.

Virtuel life er en blanding af genrerne af simulation og strategi. Her handler det om at man skal styre figurernes handlinger og besvare deres behov som man fx gør når man spiller The Sims. I stedet for konkurrenceelement skal spilleren yde omsorg for figurerne. Det er i høj grad spil der henvender sig mere til piger end til drenge.

Udover de nævnte spil findes et par ekstra genre. Partyspil er et af dem. Her er fokus ikke på skærmen men på deltagerne ude i stuen. Det er oftest spil der handler om musik, bevægelse eller quiz.
Der findes desuden bevægelsesspil, som fx Nintendo WII. Det er en genre som man med fordel kan anvende i pædagogisk praksis.

I forhold til leg og læring kan spil give os meget. Der findes spil der er mere målrettet og gerne vil lære os noget specifikt. Her kan nævnes Pixeline spillene, som er formel læring.

Spil har desuden den evne at det kan formalisere de uformelle lærer processor. Det er i stand til at få os i en særlig retning, når vi spiller et spil.

Vi talte desuden om hvad det vil sige, at være i flow-zone. Det er her man er mest engageret og motiveret. Tiden flyver af sted og man er meget modtagelig overfor læring. Man kan fx skabe flow i et spil ved at man har muligheden for at vælge hvilket niveau der skal spilles på. Flowzonen kan beskrives via følgende flowdiagram.

I game lab 2 skulle vi undersøge selve gameplayet af spillet. Vi valgte at fokusere på Cut the rope. Reglerne var enkle – titlen lagde op til, hvad spillet gik ud på og der var desuden kort info hvor det blev vist, hvordan man skulle skære rebene over. Man har et altseende perspektiv og hver bane er ret ens. Der var ingen historie og universet var stort set det samme i de levels vi kom til (level 14). Man havde uendeligt liv, dvs. at hver gang man døde, startede banen forfra.
Vi skulle beskrive spillets struktur og her var det centrale, at målet med spillet var at gennemføre de 75 levels. I hvert level var der nogle stjerne man kunne tage, men man skulle ikke nødvendigvis have dem alle, for at kunne gennemføre banen – dermed er der mulighed for at spille spillet på forskellige niveauer. Der var desuden nogle forhindringer – man skulle sørge for, at frøen ikke spiste slikket før man havde fået alle stjernerne. Banen var ’uendelig’ – slikket kunne flyve væk – og det var desuden meget realistisk. Torvet svingede, der var mulighed for at bruge bobler (sæbeboblelignende), og luft til at puste op boblerne. Spillet var et ’fysisk’ spil – det er altså en selv der spiller – man er ikke en anden person. Spillet kan i pædagogisk praksis bruges til at lære børn om fx konsekvenser – når man skærer rebet over, falder slikket ned. Eller det at man flytter på boblen ved at puste på den. Det er som sagt meget realistisk. Man kunne med fordel bruge spillet til at tale om fysik.
IPad’en var desuden utrolig nem at bruge og den er særligt egnet til børn der endnu ikke har evnen til at bruge en mus, da man styrer det hele med fingeren.

Når man spiller et spil kan man få en æstetisk oplevelse, som man kan lære noget af. Man er følelsesmæssigt meget engageret – man vil gerne vinde! Der indgår her uformel læring og måske kan spilleren ikke præcisere, hvad den har lært. Som pædagog er det vigtigt at hjælpe børnene med at reflektere over, den verden, der er i spillet. Det er derfor en forudsætning, at den voksne har den kompetencerne til dette. For at give et eksempel kan man, efter unge har spillet Counter Strike, tale om, hvad en terrorist er for noget. Hvad laver en terrorist og hvorfor? Man kan eventuelt foreslå dem, at finde information om dette på internettet – altså uformel læring – de unge er helt sikkert nysgerrige og det er spillet der har skabt dette flow og denne impuls til uformel læring.

Spil kan desuden bruges til at træne fx koordination, tålmodighed, samarbejde. Desuden kan spillet The Sims få piger til at interessere sig for computer(spil).