onsdag den 30. november 2011

Weblogs

26. og 29. september

Vi hørte om weblogs og så nogle forskellige eksempler på, hvad en blog kan handle om. Herefter oprettede vi vores egen faglige personlige blog. Formålet med at lave vores egen personlige blog er, at vi kan vise hinanden, og andre interesserede, hvad vi laver i faget. Faget er meget bredt, og vi kan læse om, hvad vores medstuderende tænker om faget. Fx har vi også set på nogle af eleverne på de andre holds blogs. Man kan se hinandens film og animationsfilm – man kan altså blive inspireret af hinanden.
Jeg har desværre ikke fået lagt alle mine indlæg op på bloggen endnu, men jeg har fået meget ud af at læse andres, så jeg vil selvfølgelig også gerne dele mine.
Vi fik til opgave at gå hjem og kigge på nogle forskellige slags blogs. Jeg var ikke klar over, at der fandtes så mange forskellige faglige blogs. Tidligere har jeg kun haft kendskab til modeblogs og personlige blogs. Vi så desuden en blog som en elev har laver for en institution mens han var i praktik – det synes jeg var meget spændende og inspirerende. Så kunne forældrene hver dag gå ind og læse om, hvad deres børn har lavet og evt. se billeder – måske nogen, som børnene selv har taget. Det kunne være spændende at prøve at lave for en institution. Her skal man huske at være opmærksom på de regler, der er når man tager billeder af børn og ikke mindst når man lægger dem på nettet.
Vi lærte om de faglige perspektiver der er ved blogs. Fx identitetsdannelse, demokratiske effekter og deltagelseskultur. Man har mulighed via en blog at blande sig og at være med. Selvom man ikke selv blogger, har man mulighed for at kommentere andres blogs og på den måde være med.
Fx er der mange unge der broadcaster sig selv ved blandt andet at lave videoblogs på Youtube. Alle kan i dag få en stemme blive hørt. På Wikipedia kan man være med til at skabe og generere viden. Desuden benytter mange sig i dag af det ’at dele’ på Facebook. Hvis man fx har læst en spændende artikel kan man dele den med sine venner på facebook. Det vil altså sige, at mange unge i dag er interesserede i, at høre andres perspektiver og meninger, ved blandt andet via facebook (eller en personlig blog) at lægge op til diskussioner. De unge får mulighed for at skabe relationer og fællesskaber, de er en del af en demokratisk kultur og de har mulighed for at være deltagende
Det at være aktiv deltagende og fx producere eller distribuere andre brugeres indhold er det man kalder web 2.0. Altså når man benytter sig af Facebook, Youtube eller blogs til at dele sin viden eller kommentere andres. Derigennem har de unge også mulighed for at påvirke hinanden – det kaldes interaktivitet, når man får denne feedback.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar